Inden jeg fik børn stod jeg hårdt på, at jeg ville nægte at have grimme ting fremme, også selv om mine kommende børn havde lavet dem. Hvad jeg dog ikke havde overvejet på det tidspunkt var, at der nok ville gå maaaaange år før mine børn kom til at lave noget, som faldt i kategorien æstetisk smukt...
Så dette marmeladeglas tilkastet med en håndfuld glimmer og juletræer kommer selvfølgelig til at stå fremme.
På hæderspladsen!
En meget genkendelig fortælling:-) Og nogen af tingende de kære unger slæber med hjem i årenes løb, får man stilfærdigt og "tilfældigt" aflagt uvisse steder, så de aldrig dukker op igen, mens andre i al deres grimhed alligevel synes at få en betydning, der gør det fuldstændigt umuligt at skille sig af med dem.
SvarSletDecember er en rigtig god reminder om det... i kassen med julepynt ligger en pose, med min yngste søns kreative indslag fra børnehavetiden og de første skoleår. De kommer ikke altid frem og op hænge i al deres (u)skønhed, men de er der i kassen, for at vække minder om en lille unge med tungen ud af munden, der kæmpede med saksen;-)
Med et lille fyrfadslys kan den jo blive endnu finere ;-)
SvarSletForestil dig at du har købt den på et meget hipt galleri i Soho - af en übercool hipster kunstner der havde dali-overskæg længe inden Movember blev mainstream. Det er jo tydeligvis en statement-lysestage, der håner vor tids materialisme og kyniske forbrugskultur, og på humoristisk vis stiller spørgsmålstegn ved om julen nu også er så fed....
SvarSletOg ja - hvis det er mørkt og der er et fyrfadslys i så er den sikkert meget fin ;-)
tak alle tre for jeres kommentarer og personlige historier. Og især tak Karen, jeg har slet ikke kunnet blogge i dag fordi jeg har grinet så meget.
SvarSlet/Katharina