Om alt og intet

Junior løber omkring på sine små fødder for tiden, og man kan altid høre om han kommer ved at høre efter lyden fra hans sandaler som han sætter i jorden med små rytmiske klask. Han øver sig på at rejse sig op ude at støtte sig til noget; ved at stå på knæ, sætte den ene fod i jorden, lægge vægten over på foden og rejse sig. Ca. halvdelen af gangene går det, hvilket er så sjovt at se. Men hvad der er skønnere er at se den lille fyrs koncentrerede blik, og se hvordan han prøver at styre sin nye evne og sin til tider svigtende balance.

Derudover ligger vi stadig i huskøb, og bruger utroligt lang tid dagligt i telefonen med min kære mands far for at få alle detaljer til at falde på plads. Det går ærligt talt lidt hårdt i hverdagen, at min kære mand er tilbage på arbejde, junior er startet i vuggestue og skal hentet og bringes. Hvilket selvfølgelig skal ske indenfor nogle fastsatte meget stramme tidsrum, som er defineret ud fra en forestilling om, at gode forældre ikke har deres barn for mange timer om dagen i institution. Derudover skal både min kære mand og jeg passe spændende jobs som vi er glade for og som er udfordrende ud over 37,5 timer om ugen. På et eller andet tidspunkt sprænger jeg nok også i luften over at jeg får set mine venner så sjældent som jeg gør, og det må jeg også arbejde på at ændre. + Jeg skal også snart til at dyrke noget af det som vist kaldes motion. Det skulle være så populært har jeg hørt.

Mit nye mantra er: "når andre kan klare det, kan vi også". (hvordan andre klare det fatter jeg så ikke, men det må jeg vel finde ud af ved lejlighed...)

Nå ja, og årsagen til at min kære mand taler i telefon med sin far hele tiden er at huset vi køber er hans.