Hele historien starter med at min kære mand i ugevis (og hvad der føles som månedsvis) taler om den nye Iphone og alle den fortræffeligheder. Han bliver skrevet op til den og bruger timevis på at tale om features, design og nedtællingen til at han har den i hænderne. Laaang historie kort køber han én og er lykkens pamfidus.
Junior er svært vild med elektronik. Det være sig computere, telefoner - både mobiler og fastnet, ovne, opvaskemaskiner, cd-afspillere, X-boxe, i det hele taget alt som kan lyse, sige lyde eller bare har knapper.
Morgenen efter Iphonen er ankommet til vores hjem bruger min kære mand sin gamle telefon som vækkeur, og junior får den opsnappet i en snooze-periode. Han tumler lidt rundt med den gamle telefon i hænderne, jeg ser det men tænker ikke nærmere over det. På et tidspunkt i løbet af morgenen taler vi om, at junior ikke har telefonen i hånden mere, men bekymre os ikke synderligt - for vi formoder, at den vil ringe ved næste alarm.
Det sker bare ikke. Vi ringer til den, og den siger ikke noget. Vi leder efter den ALLEVEGNE, men den er forsvundet. Helt og aldeles væk. Det er som om den aldrig har eksisteret.
Jeg har tænkt meget på historien om den lille dreng, som spiste et batteri, og på hvad vi mon ser hvis vi får junior røntgenfotograferet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar