Jeg er stadig stadig stadig i gang med pusletasken, som virkelig trækker tænder ud. Det er den fra 'strik og sy til den lille ny', og den er simpelthen så dårligt forklaret, at det tog mig flere dage at tage mig sammen til at læse hele sy-vejledningen. Nu har jeg sat streger i margen så jeg kan undgå at komme til at genlæse de stykker som er så overpædagogisk forklaret, at jeg lægger bogen fra mig i raseri.
Derudover er det i morgen at junior skal have lagt dræn. Og selvfølgelig har han eskaleret sin forkølelse i dagene op til, så snotten nu konstant hænger ud af næsen på ham, og han hoster som en gammel ryger. Jeg har aftalt med den søde lægesekretær, at anæstesilægen i morgen må vurdere om det er forsvarligt at lægge ham i narkose og lægge dræn.
Jeg bygger i mellemtiden vanddepoter op, så jeg kan tude som pisket mens han er i narkose.
Mellem vanddrikningen og syningen har jeg købt ind (jooo, det er store sager jeg oplever mens jeg er på barsel). Nu er jeg jo flyttet fra det ydre Østerbro til Brønshøj, og det viser sig ganske tydeligt i butikkerne. Herude i Superbrugsen er det fancy make-up, cremer, shampoo (læs: over 50,- stk) låst inde i et skab, så man kan spørge en medarbejder om de vil udleverer niveas makeupfjerner. I ISO i Hellerup, så jeg engang en fiskemedarbejder følge en kunde op til kassen, som havde købt for retty' retty' mange penge beluga kaviar.
Nyd mangfoldigheden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar