Om at græde og være lykkelig

Jeg sidder her i sofaen med en god kop kaffe og nyder lyden af min datters vejrtrækning under hendes morgenlur (som jeg forøvrigt også nyder meget). Mens jeg sidder her kommer jeg til at tænke på det at blive mor for anden gang.

Hold.da.op hvor jeg nyder det. En ting er selvfølgelig den ro jeg har i mit moderskab (OK, det lyder lidt voldsommere end det er, altså det at være mor, ik'?) med Junior brugte jeg timer og atter timer på at google ting jeg var nervøs for. Denne gang kan jeg i langt højere grad bare nyde min lille pige og med glæde og frygt se til mens hun vokser og vokser og udvikler sig.

Med Junior var det anderledes. Han græd, og hans gråd var høj, gennemtrængende, insisterende og voldsom - når han græd var det NU! NU! NU! Panik. Find en siddeplads. Flå jakker, bluser, T-shirts, ammebh'er op. Hiv knægten op af barnevognen. Am. Nu. Uden optakt, uden nåde. Mad - nu blev der sagt! ( og kolikken gjorde heller ikke antallet af grådtimer færre i vores hjem...).

Jeg tabte mig, og tabte mig på min første barsel - af al amningen og af alle de timer jeg gik og hoppede ham op og ned ad gulvet i lejligheden. Jeg kunne spise en hel plade marabou om dagen, og alligvel tabe mig kilo efter kilo.

Men solsikken er det hele anderledes. Hun er anderledes. Hun møffer lidt, smasker lidt, knotter lidt, og langsomt bygger hun en vis irritation op. Hvis jeg trækker amningen, så bliver hun sur, men slet slet ikke i samme grad som Junior.

Min kære mand var lidt efter mig med Junior, jeg tror han synes jeg var liiige rigligt overnervøs eller overforsigtig. Og ofte havde han gode intentioner når han ville gå tur med ham for, at jeg kunne slappe af. Mens han var på tur, gik jeg rundt som en løve i et bur og ventede. Ventede på at høre sirenen af min søn, og min mand komme løbende op ad trapperne med et lille barn i et brøl. Det første halve år af Juniors levetid var min verden utrolig lille - for jeg ventede hele tiden på gråd og på at amme. Alt blev tilrettelagt så jeg kunne panikamme på kantsten, i Netto, i bussen, i toget, i opgange - street amning kaldte vi det og grinede, men når jeg tænker tilbage var det faktisk ikke altid særlig sjov hele tiden at skulle se sig over skulderen for at finde nærmeste sted jeg kunne sidde nogelunde uforstyrret.

Solsikken er 7 uger nu, og jeg har ikke street ammet én eneste gang endnu.

Junior er blevet stor nok til at gøre sig forståelig, og Solsikken er et helt anderledes temperament, og jeg er roligere. Så i forhold til sidste barsel, så er denne noget af det lang mere afslappende end den første. Alle sagde til mig at jeg måtte indstille mig på, at med andet barn, så ville jeg ikke kunne nyde det så meget som med første. Men for mig er det omvendt. Så for første gang kan jeg sige helt ærligt og med glæde i stemmen og øjenene at jeg nyder at være på barsel.