tirsdag den 17. august 2010

Trick or treat

Vi er stadig i gang med indkøring af ældstebarnet i den nye vuggestue, hvilket stadig betyder korte dage i institution - og dermed lange dage for mig. Denne uge tilsat twistet "indkørings-reaktion", hvilket udmønter sig i lange (og her mener jeg virkeligt lange) skrigeture/hysteriske anfald/tantrums om morgenen og eftermiddagen. Her til eftermiddag nægtede poden eksempelvis at forlade bilen, og efter jeg var gået ind i huset, og ud til bilen 6-7 gange, mistede jeg ærlig talt tålmodigheden og fortalte ham at nu var det tid til at komme ind.

Og så skreg han ellers i over en halv time, mens han kastede sig på gulvet og skreg "bil bil bil". Og da han endelig var færdig med den hysteriske omgang, opgav jeg at tage hans regnjakke af ham. Så den havde han på et par timer, mens hans hår blev mere og mere fugtigt af sved. Til slut måtte jeg sætte min fod ned og tage en konflikt om den også. Desuden tog vi også én under middagsmaden, da det viser sig, at han heller ikke må køre sin legebil ind i klaveret.

Måske er jeg et mega-skvat, som bare ikke kan klare mosten. Men på en aften som i aften er det eneste jeg tænker:
"Nå, har vi ikke noget slik? Så går jeg i seng."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar