I det mindste er det lyst

Vi er ved at lære børnene at sove i samme værelse. Det går ikke specielt godt, for så snart vi har fået yngstebarnet til at sove, ældstebarnet til at falde til ro - og forlader værelset, så vågner han op til dåd og ligger og kalder på sin søster. Helt stille og forsigtigt, men alligevel nok til at hun vågner.

Det er virkeligt irriterende, men alting taget i betragtning så er årstiden i det mindste velvalgt, for i aftenlyset kan jeg sidde og strikke...

...eller læse den aldeles fremragende Norwegian Wood af Murakami som jeg er i gang med