Jeg købte pligtskyldigt tigerspringsbogen da junior var ganske lille. I mit kortvarige bekendskab med min mødregruppe lærte jeg nemlig hurtigt at det første år ville være overstrøet med tordenskyer og dårligt vejr (= dårligt humør). Ugerne har jeg med hiv og sving kunne få til at passe på junior, hvis jeg tog hans terminsdato + dage han var for sent født + kvardratroden af dage han havde levet - dage han var undervejs... eller sådan noget lignende. Og kun med stor møje og besvær kunne jeg genkende hans udviklingsspring.
Men i løbet af denne uge har han simpelthen med 200 km/timer gennemlevet et tigerspring. Nøøøj hvor har han været sur. Han har været gal over alt. I forgårs gik jeg og overvejede om det ganske enkelt var slut med smil og grin fra ham. Han har brokket sig over alt, kastet sig på gulvet i raseri og været ustoppelig hysterisk.
Vi er kommet hjem fra arbejde, set på hinanden, aftalt at alle ægteskabelige pliger blev udskudt på ubestemt tid, og så kæmpet os igennem endnu en aften med VERDENS SURESTE BARN.
Men så skete miraklet! Her til morgen vågnede han op, spiste så meget morgenmad som aldrig før, og har været glad og fro hele dagen. Alt er nu pludselig en fest, og vi griner og danser og fjoller igen. I dag har vi fejret det hele med at gå en tur ned og købe paradis-is, og junior fik lov at smage jordbær sorbet. Ja ja, jeg ved det. Sukker politikker og alt det der. Men så sig mig hvordan man bedre fejre at have fået sin søn tilbage??
Ej, det lyder fileme godt, altså at det er slut.
SvarSletVi har nemlig fået byttet smilehovedet ud med verdens sureste tumling. Jeg havde endda overvejet om han havde brækket et ben eller lignenede, for det måtte da gøre ondt på ham, siden han kan holde det sure humør kørende så længe.
Hurra for faser, der slutter! Vi glæder os allerede!
Her råber vi også hurra for faser som slutter! Og for tumlinger som smiler og er glade
SvarSlet